Hefhuefhff

Nordkraft.
Jakob Ejersbos (JE) socialrealistiske samtidsroman Nordkraft udkom i år 2000 og har siden solgt op i mod 10.000 eksemplarer. Den handler om en flok marginaliserede unge i Aalborg i starten af 1990’erne, som på mange måder falder uden for samfundets normer og regler. Det, der alligevel gør denne bog til noget særligt, er den medfølelse, forståelse og ikke mindst identifikation, som læseren føler stærkere og stærkere jo dybere man kommer ind i disse unges liv, færden, håb og drømme. Denne medrivelse skyldes nok primært den måde, JE med en fantastisk indlevelsesevne, optimisme, sympati og ikke mindst respekt for de unge tager læseren med på en rejse til de dele af samfundet, den almindelige dansker normalt ikke færdes i, såsom narko- og rockermiljøet. Han hverken glorificerer eller kritiserer dette miljø, men beskriver hårdt og brutalt den rå sandhed om miljøet, som på mage måder er voldsomt og fortvivlende, men samtidig også rummer en vis optimisme og en tro på de unge. Jeg har i denne stil valgt at lægge vægt på bogens personer (især Maria og Allan) frem for miljøet, da jeg mener, at bogen fortjener, at man ser igennem de ydre omstændigheder, narkotika, vold og sex, og i stedet forsøger at blive klog på de unge. Som JE selv udtaler det: “Det er jo en klassisk udviklingshistorie. Og en kærlighedshistorie, og så er det en historie om døden. Det handler om mennesker, der prøver at lægge afstand til deres fortid, men finder ud af, at de ikke kan løbe fra sig selv.” (Weekendavisen 23.-29. august 2002 -alle citater fra WA i denne stil er fra den dato).
Bogen er opdelt i 3 afsnit, hver med sin fortæller. I første del, Junkiehunde, møder vi pusherfrau’en Maria, der lever sammen med sin kæreste Asger. Han er pusher, men for angst til selv at hente stofferne hjem fra Kbh., hvilket er Marias job. Måske er “job” i virkeligheden ikke det rigtige ord, for han har aldrig bedt hende om at gøre det. Det er derimod noget hun selv har tilbudt, for også at yde noget til...